Om Caféen

Vi er et restauratørpar, der har været i branchen siden 1985. 21. februar 1992 åbnede vi vores første forretning og siden da er det blevet til 18 gange, vi har startet en forretning op. Det er inden for et rimelig bredt område – der kan bla. nævnes pubber, spiserestauranter, diskotek, café, døgnkiosk, grillbarer, pizzeria og i 2006 blev vi enige om at kaste os over projektet med kaffebarer.

Vi brugte et år på at finde ud af, hvordan vores nye koncept skulle strikkes sammen. Der er jo ingen grund til, at vi skulle ligne alle andre. 

For i vores øjne er kunsten som restauratør at udvikle sin egen forretning – ikke kigge på naboen og kopiere dem. Det er i vores øjne en fantasiforladt måde at drive forretning på.

Så pr. 23. februar 2007 åbnede vi Dyrby`s kaffebar i Herning, hvor vi fik en fantastisk modtagelse. I februar 2008 åbnede vi så den næste i Haderslev og vores plan var, at der skulle åbnes 1 ny hvert år. Men det er jo ingen hemmelighed, at verden slog en kolbøtte på daværende tidspunkt, hvilket gjorde at vi valgte at vente lidt og se, hvor slemt det blev. Men skæbnen ville det, at vi faktisk havde en lille fremgang i denne periode. Så i 2011 overtog vi så nogle lokaler i Århus, som vi åbnede i juni 2011 og vi håbede på at få åbnet endnu en kaffebar i 2012. Men sidst på året blev vi tilbudt at leje nogle lokaler på torvet i Herning.

Et tilbud, der var så spændende, at vi valgte at sælge vores forretninger i Haderslev og Århus og den 25. marts 2013 kunne vi så slå dørene op i vores nye forretning, som vi selv havde bygget. Det viste sig at være en kæmpe udfordring. Med 85 pladser inde i caféen samt 275 siddepladser ude på torvet fik vi vores sag for, så 2013 har været et fantastisk år. Vi har lavet fejl i travlheden, men vi har lært af dem, så nu er alt på plads til at kunne yde den optimale service som vores gæster fortjener.
I 2014 åbnede vi en juicebar som blev døbt Kong Gulerod i vores gamle lokaler i Bryggergade. Den er efterfølgende blevet solgt og nu vil vi fremadrettet bruge vores energi på at levere gode oplevelser på Dyrby’s.

Vi har 3 utrolig vigtige ting, der skal kendetegne vores forretninger nemlig.

Kvalitet, Service og Atmosfære

Kvaliteten ligger i at bruge de bedste råvarer og oplære personalet i at få det optimale ud af dem. Servicen er et spørgsmål om at have det rigtige personale ansat, der forstår vigtigheden i at give vores kunder den optimale oplevelse af at besøge Café Dyrby`s. Og vi HAR det rette det personale og atmosfære.

Vi har vægtet det højt at indrette vores forretninger, så kunderne føler varme og hygge ved at opholde sig hos os og endnu engang er det personalet, der kommer i fokus. For vi kan gøre nok så meget ud af lokalerne, men det opdager gæsterne kun, hvis de føler sig velkomne.

Åbningstider:

Mandag – Lørdag: 10.00 – 22.00

Køkkenet åbent fra 10.30 – 21.00

Søndag: 11.00 – 18.00